Anmeldelser
“Stemninger og billeder er vel kønsløse, så når folk som Erik Grip, Eik Skaløe, Skousen og Ingeman, Kim Larsen og ikke mindst protestsangeren Jan Toftlund “flimrer frem fra støvet” fra de musikalske erindringer hos lytteren her, må vi jo konkludere, at vi er godt i gang med at bevæge os “Til verdens ende” med Anne Iben.
Miss B. Haven med Lise Cabble er ej heller ikke langt væk i eksempelvis sangene “Napoleon” og “Hun lå som redt”.
Anne Iben synger albummet igennem ufortrødent og uden tilbageholdenhed, og naturligvis med “tro på egne evner” sig frem i ord og billeder med noget på hjerte.
Derfor er der skam mening i, at “overgive” sig til Anne Ibens retrospektive melodier og tekster, da det er interessant at lytte til.
Anne Ibens første grammofonindspilning, må derfor og herfra betegnes som værende vellykket og fuldbragt som i “lykkedes til UG”.
Det er måske ikke hele ideen med pladen at tage afsæt i det danske (musikalske) arvesølv og føre det videre i en opdateret version 2. Men jeg fristes da til at spørge; hvorfor kunne det egentlig ikke være budskabet? De store kunstnere fra dengang “verden ikke var af lave”, vil jo os noget relevant. En fortælling, et budskab, et opråb! Det virker til, at Anne Iben har grebet stafetten, og “Lasten er fuld af guld”, som der også synges i samme sang på albummet.
Vi kommer vidt omkring fra en indianerdreng der leder efter guld (“Til verdens ende”), til “Bipolare dønninger” og i sangen “På tynd is” vil jeg især fremhæve beatet og selve guitartemaet temaet fra fantastiske Rune Kjeldsen (CV. Jørgensen, The Savage Rose m.fl.) og Kim Larsen, og Kjukken spøger sørme igen via Jesper Haugaards friske pumpen bas-spil (lyt til sangen “Vinternat” med Larsen, og du vil høre Haugaards mestring i samme vibe som fornemmes i Anne Ibens nævnte sang). For netop Haugaard passede bassen i Kim Larsen og Kjukken, og derfor er det også stort og unikt for pladen, at sådan en kapacitet er med på holdet.
Anne Ibens debutalbum er da også indspillet i Medley, hvor Larsen indspillede mange af klassikerne, heriblandt “Syrenprinsessen” med af netop Jan Toftlund. Den sang kunne jeg i øvrigt sagtens forestille mig et nyt, frisk bud på fra Anne Iben engang. Mathilde Bondo sang sangen så fint, og den musikalske lighed imellem hende og Anne Iben er vel til at få øje på.
Der er fuld plade, hvad angår flere “store kanoner” på pladen, og selveste Knud Møller er også formået at blive indfanget til projektet.
Derudover kan det også nævnes at trommerne på pladen spilles af Eddi Jarl Sørensen (Lilholt, Vestbo Trio m.fl.).
Jesper Bo Hansen (Anne Linnet, Jesper Binzer m.fl.) er pladsens producer, og han skal naturligvis fremhæves. Han har sat holdet og formået at få en helhed ud af det, så Anne Ibens melodier og tekster bliver spillet og fremhævet på højeste niveau.
“Nok er stjernerne i fodbold en oplevelse at spille med og mod,” tænker jeg (selvom jeg ikke har begreb om det), men pointen er, at “mindre” kan også gøre det, og her håber jeg, du er med mig, Remy Frederiksen – for det er jo ikke nemt, når Anne Iben “insisterer” på at hive de bedste musikere ind. Men fremhæves skal du, for jeg mener at høre dig spille en flot, malerisk guitar i “Efterklang” og i “Svanesangen” – det kan du kun selv be eller afkræfte?
Når plade nummer to skal indspilles, kan jeg i øvrigt godt forestille mig (endnu mere af) sprøde og varme keys eller el-orgel fra produceren selv (Jesper Bo Hansen) til din (Anne Iben) fine, lidt ru sangstemme. Måske bare jer to – hvor tekst og melodi smelter sammen.
Det er bare fedt med orgel, hvilket eksempelvis bemærkes i sangen “Ballerup Boulevard”.
Tak for musikken og albummet “Til verdens ende” – det er forfriskende med et opdateret retrospektivt album, der vokser for hver gang, der lyttes.
Folkeklubben, Den Syvende Søn (Michel Belli), Dissing og Las, Peter Sommer og hvad de nu ellers hedder på den hylde, har fået fint selskab af Anne Iben. Det bliver spændene, at følge hendes musikalske udvikling. Jeg lytter med fremadrettet.
Anmeldt af Brian Sandgaard
”….en stemme med karakter som efter nogle gennemlytninger ikke forlod mit hoved. En dejlig særegenhed, en skrapsak skøn kvindestemme, som har noget hun gerne vil fortælle… med autoritet.
Med fængende melodier og et yderst kompetent band i ryggen, er denne plade en perle i den danske sangskat…”
Thomas Negrijn, september 2024.
”… sangerinden Anne Iben folder sig ud som den danske kvindelige udgave af Sebastian.
… samlet et fremragende album med meningsfyldte og kompetente tekster, et personligt stærkt album med en stor musisk oplevelse. Hold op hvor er det godt med et stærkt og spændende udtryk… ”
Hans Otto Vanting, september 2024
‘Til Verdens Ende’ er et album der fra start til slut ved hvorhen det vil, det er fremragende produceret, har kant og stil og sange som titelnummeret selv (Til Verdens Ende) og ‘På Tynd Is’ er fremragende skrevet og sunget af Anne Iben – hvis stemme henfører mig til bl.a. ‘Anne Grete’, ‘Bifrost’ og ‘Chrissie Hynde’.
Efter 5 aflytninger af albummet, fremstår det lige stærkt!.
Klaus Handsome, september 2024